Charlotte anbefaler stærk roman om hjemløse
Forfatteren ser jeg lidt som en antropolog, som fortæller ærligt, råt og usentimentalt om en gruppe hjemløse narkomaner og deres færden. En narkoman er tilsyneladende lykkelig, udover hvad man kan forestille sig, når heroinen suser i årerne, uanset at vedkommende ligger på et stinkende offentligt toilet. Det er sgu svært at forstå, men det forsøger romanen at åbne op for. Hvorfor???
Den viser også den anden (mere kendte) side af den kemiske superlykke, nemlig at man kommer til at betale den største pris: Hele den viderunderlige verden - inklusiv andre mennesker - bliver ligegyldig. Det er ret vildt. Desuden har man det rædsomt mellem stikkene og man opfører sig rædsomt. Dermed bliver det også klart, hvor svært det er at vende tilbage til et normalt liv.
Der er ultravold i visse passager og ultra ækelhed i rigelige mængder. Det er virkelig de grimme, grumme, dumme og de beskidte vi får historien om, men forfatteren er loyal overfor dem alle og det står uanset alt det umenneskelige lysende klart, at det ER mennesker, der gemmer sig bag alle øgenavnene og den stupide jargon, der er mellem hovedpersonerne, når de mundhugges om åndsvage ting og opfører sig mere eller mindre afstumpede og råt overfor hinanden, men enkelte gange også overraskende kærligt og omsorgsfuldt.
De ER mennesker. Det er det, man som læser fatter, når man har læst romanen og det er en vigtig erkendelse.
Anmeldt af Charlotte Meng
