Spilanbefaling: Returnal

19.12.22
Årets sidste spilanbefaling er Returnal til PlayStation 5

Returnal udkom i 2021 og er udviklet af det finske studio Housemarque. Man spiller som astronauten Selene, der styrter ned på en tilsyneladende død planet. Hun finder rester fra en ældgammel civilisation og opfanger senere et radiosignal. Snart går det op for hende, at hun er fanget i en uendelig cyklus - hver gang hun dør, vågner hun op lige efter hun er styrtet ned på planeten. Herfra må hun begynde sin udforsking forfra, men planeten ændrer sig hver gang man vender tilbage til livet. 

Returnal er et skydespil i 3. person. Der er ofte mange fjender på skærmen samtidigt og rigtig mange projektiler, som man skal forsøge at undgå. Det er et svært spil, og man vil opleve at dø igen og igen. Det når dog aldrig rigtigt at blive frustrerende, da det for det første er en del af spillets præmis at dø og starte forfra. For det andet er loading-tiderne ekstremt korte pga. PS5'erens hestekræfter, så man er hurtigt tilbage i skyttegravene igen. Kontrollen fungerer rigtig godt og reaktionstiden er helt perfekt - dette er også nødvendigt med de mange fjender og projektiler der flyver i spillerens retning. Grafikken er også rigtig pæn og den er med til at indkapsle den mørke og uhyggelige atmosfære.

Historien er spændende og trækker tråde til begivenheder i Selenes liv før hun blev astronaut. Spillet byder på seks områder, der skal gennemføres, før Selene kan få svar på hvorfor hun er fanget på planeten.

Indtil videre er Returnal eksklusivt til PS5, så for at spille det kræver det sådan en maskine. Der er dog lige blevet annonceret en PC-version, som udkommer i det nye år. Anbefales til 16 år og op. 

Du kan reservere Returnal her: