Fede fortællinger i spillenes verden - Alan Wake Remastered

04.04.22
I denne uge anbefaler vi Alan Wake Remastered til PS4.

Alan Wake udkom oprindeligt til PS3/Xbox360-generationen tilbage i 2010, og er siden gået hen og blevet en kultklassiker. Derfor var der mange fans, der blev glade for nyheden om, at det blev genudgivet i HD i 2021. 

Forfatteren Alan Wake ankommer til den lille amerikanske by Bright Falls, med sin kone Alice. Her skal han overkomme sin skriveblokade, der har gjort ham humørsyg, og til tider aggressiv. Derfor er forholdet til konen heller ikke super godt. Faktisk har hun, bag hans ryg, lavet en aftale med en psykolog, der skal forsøge at hjælpe ham. De skal møde denne psykolog i en hytte, men mens de opholder sig der, forsvinder Alan Wakes kone på mystisk vis. Herfra bliver historien mere og mere mystisk - dette kulminerer, da dæmoniske skyggevæsner fra den bog, som Alan er ved skrive, tilsyneladende bliver vækket til live og forsøger at komme ham til livs! 

Man er udstyret med en lommelygte og en revolver. Lommelygten er meget effektiv imod skyggevæsnerne, som kun kan skades, når man lyser på dem. Fidusen er så, at kombinere angreb, først med lygten, og så et velplaceret skud med revolveren. Senere får man adgang til et bredere arsenal. Kontrollen er ok, men det er historien og karaktererne, der bærer spillet. Hvis du er til mystik a la Twin Peaks, hvor man får serveret en kryptisk og fragmenteret historie, så vil Alan Wake være 'up your alley'.

Du reservere Alan Wake Remastered til PS4 her: