Fede fortællinger i spillenes verden - Ōkami HD

14.03.22
Har du nogensinde tænkt på, hvordan det ville være at leve inde i et maleri?

Da Ōkami udkom første gang i 2006, var det lidt en underdog. Dels udkom det som et af de allersidste spil til PlayStation 2 generationen, men det stod også i skyggen af giganter, som fx Elder Scrolls IV: Oblivion, Gears of War og Legend of Zelda: Twillight Princess, der alle udkom samme år. Men anmeldelserne talte for sig selv. Ōkami var et mesterværk, der lige præcis havde dét ekstra, som de andre spil manglede; det var kreativt og unikt på en hidtil uset måde.

Ōkami kombinerer japansk mytologi og folklore, og fortæller historien om hvordan verden blev reddet fra det onde, af guden Amaterasu, der tog skikkelse af en hvid ulv. Den grafiske stil i Ōkami er desuden inspireret af den asiatiske male-teknik sumi-e, og giver altså et godt bud på hvordan en verden inde i et maleri ville se ud.

Man tager kontrol over den hvide ulv Ameterasu, der nedstiger fra himlen, og ankommer til en gold og farveløs verden, som er indhullet i mørke. En ondskab har lagt sig over landet og er i færd med at dræne det for al glæde og lyst. Amaterasu må besejre denne ondskab og bringe lyset tilbage til verden. I takt med dine fremskridt i spillet, låser du op en guddommelig malerpensel , som man kan bruge i kampen mod sine fjender. Dette fungerer ved, at man pauser spillet og herefter dukker der et lærred frem på skærmen. Nu kan du male henover dine fjender for at bekæmpe dem. Du kan ligeledes male på forskellige objekter; dette kan fx være en sammenstyrtet bro, som man skal reparere ved at male henover den. Der er et væld af ting i Ōkami, som skal bringes tilbage til livet. Og hver gang du svinger penslen resulterer det i en eksplosion af blomster i alle verdens farver, der spreder sig udover de grå og mørke sletter. Det er simpelthen en genistreg!

Siden sin oprindelige udgivelse, er Ōkami efterfølgende udkommet til både PS3 og PS4 og det holder stadig 100% i dag. Bevares, man kan sagtens mærke at spillet har flere år på bagen, men det har simpelthen en charme, som få andre spil kan mønstre. Personligt tror jeg ikke, at der findes noget der tilnærmelsesvist minder om Ōkami - hverken grafisk, teknisk eller æstetisk. Samtidigt er det et spil, hvor de fleste aldersgrupper kan være med og jeg vil anbefale det til alle spilelskere. Snyd ikke dig selv for denne spiloplevelse! 

Du kan reservere Ōkami HD her: