Lena anbefaler efterårsbøger

11.07.18
Gå efteråret i møde med Lenas anbefalinger af have- og kreabøger

Efteråret banker på døren, mørket trænger sig på og de lyse dage bliver få. Dagene indbyder til indendørs sysler, hvor både børn og voksne kan udfolde sig med perler, beton, papir og saks. Men selv i mørket er der lyspunkt, og det kunne være tanken om at gå barfodet rundt i en æbleplantage med kig over stakittet til buske med solbær og ribs af egen avl.

Jeg ved, at mit efterår byder på lidt af hvert, men der hersker ingen tvivl om at jeg skal lave skønne papirklip fra bogen Vinterklip, som forhåbentlig vil pynte langt ind i december måned. Her skal der være plads til æbleskiver, gløgg og flotte julefigurer af perler – en aktivitet som kan bringe julefreden ind i dit hjem – hvad enten du er barn eller voksen.

Men ligeså meget som jeg holder af indendørs sysler, så elsker jeg også at være i haven, og efter den gode lange sommer vi har haft, skal højbedene nu gøres vinterklare – de sidste afgrøder skal spises, og der skal tages knolde op til overvintring.

Efteråret er simpelthen perfekt til havearbejde.  – Og det er også her planlægning af næste års projekter kan starte. Der er ingen tvivl om at jeg vil smække benene op og drømme mig væk til en lille økologisk æbleplantage.

Materialer