Naturvidenskab er sjov - og vigtig!

27.04.22
Det naturvidenskabelige felt får et ekstra stort fokus, når bibliotekerne går sammen og bakker op om Videnskabsår22. Videnskab og forskning er faktisk to spændende discipliner, som vi gerne vil gøre jer lidt mere nysgerrige på.

En klog mand har engang udtalt, at ”en ekspert er en, der har begået alle de fejltagelser, der er mulige indenfor et meget snævert område”. Manden var Niels Bohr, som har haft en afgørende betydning for den moderne fysiks udvikling samt udvikling af kvantemekanikken. En fremragende fysiker, der på baggrund af sit arbejde modtog en nobelpris i Fysik – Danmarks første, for 100 år siden.

Danmark har igennem tiden haft en lang række fantastiske videnskabsmænd- og kvinder, som har været essentielle for udviklingen på forskellige videnskabelige områder. Videnskab og ikke mindst forskning er vigtig for at forstå, hvorfor verden er som den er. Hvis ikke det var for alle de dygtige videnskabsfolk og forskere, ville vi fx ikke have fået glæde af fiberskopet, brintpillen eller insulinen.

Genopdag naturvidenskabens store mysterier

Fra uge 16-20 kan I opleve aktiviteter, udstillinger og arrangementer, som har naturvidenskab som omdrejningspunkt. På Aalborg Bibliotekerne kan du deltage i et foredrag med en forsker, dyste i en skattejagt, lave vendespil og blive inspireret af informationsrige udstillinger med supplerende biblioteksmaterialer, som du er velkommen til at låne med hjem og læse nærmere i. Hvis du er mere til den digitale udgave, kan du finde svar på mange naturvidenskabelige spørgsmål på vores talrige digitale netbaser eller du kan spørge biblioteksvagten om alt mellem himmel og jord.

Et af absolut højdepunkterne i kampagnen bliver et online arrangement med professor i astronomi og astrofysik Anja C. Andersen, som vil fortælle om stjernestøv og meget mere. Arrangementet streames onsdag den 4. maj kl. 19-21 via et link, hvor der også vil blive mulighed for at stille Anja C. Andersen spørgsmål inden for det naturvidenskabelige felt. Klik dig ind i arrangementsprogrammet og find linket.

Videnskabsår22 er et tværgående samarbejde imellem projektgruppen bag Videnskabsår22, Niels Bohr Institutet og landets biblioteker. Indsatsen koordineres af Aalborg Bibliotekerne med deltagelse fra centralbibliotekerne i Gentofte, Roskilde, Odense, Herning og Vejle og i alt 70 biblioteker er med i kampagnen.

 

Materialer