På vandretur gennem historien

10.06.21
Kom tæt på historien på vandreture i det danske landskab.

Det kan ofte være svært at mærke historiens vingesus i dagligdagen. Man taler fx meget om klimaforandringer, men det bliver ofte på det abstrakte plan, indtil vi ser billeder af svømmende isbjørne på et isfrit hav i BBC’s naturudsendelser.

Men der er en måde, hvorpå man nemt kommer tæt på historien: Vandreture i landskabet. Tricket er at finde nogle gamle turbeskrivelse, gamle kort og så gå en tur i forfatterens fodspor – 10, 50 eller 100 år senere.

Her kommer et par bud på gode bøger til din næste historie-vandring i det fri.

Grundforståelse af menneskets spor i naturen

Start gerne med Plesners ”Det ukendte land: billeder og turforslag til danske naturlandskaber”, der giver en grundforståelse af, hvordan man opdager og forstår forskellige landskabstyper og spor efter menneskets færden og påvirkninger af naturen.

Er man på jagt efter gamle spor fra middelalder og tidligere, kan man også kigge efter tips til, hvad man skal lede efter, i mammutværket ”Luftfotoarkæologi i Danmark” (ikke rygsæk-egnet!) og, hvis man skal på tur i det vestjyske, ”Fortiden set fra himlen.”

Se gamle landkort digitalt

Alle ture bør starte med et kig på destinationen i nogle af de fantastiske gamle kort, der nu er digitaliserede. To gode steder at lede er Geodatastyrelsens ”Historiske kort på nettet” og Styrelsen for Dataforsyning og Effektiviserings kortviser, der bl.a. har skyggekort og historiske baggrundkort og luftfotos, der kan give praj om spændende steder, den nysgerrige kan få lyst til at undersøge under vandringen.

Schwung i sproget

Og nu til kernen. Noget af det mest fantastiske ved de gamle naturbeskrivelser er, at de ikke er så nøgterne og faktuelle som man ser i moderne faglitteratur. Undertegnede stødte engang på en denne smukke 1890’er-beskrivelse af Rold Skov-bøgen: ”De raa og kolde Uddunstninger fra de store Mosestrækninger fremkaldte baskere Klima som maa have udøvet en hemmende Indflydelse på Bøgen.” Der er schwung i sproget!

Hærvejen

Er man til Hærvejsvandring kommer her to gode titler til at berige turen. Mads Lidegaards ”Hærvejen i Himmerland” fra 1983 er blot ét af seks bind om Hærvejens forløb fra Limfjorden til grænsen. Han udforsker heri flere af vejforløbene i detaljen og illustrerer på fineste vis med håndtegnede, detaljerede kort. Hugo Matthiessens ”Hærvejen: en tusindaarig Vej fra Viborg til Danevirke : en historisk-topografisk Studie” fra 1989 er også god at tage med på vandring. Der er mange gode ture at finde i disse bøger.

Rold Skov

I Rold Skov kan det anbefales at gå nogle af den navnkundige skovrider Jens Hvass’ vandreruter, som han udgav i en lille folder i 1959. Det bliver næsten et helt opgaveløb af følge ruteanvisningerne, der baserer sig på huse, der nu er revet ned, skilte, der ikke længere findes og bevoksninger, der er fældet og nyplantet mange gang siden. Et vaskeægte eventyr, perfekt til en familietur.
Find den på bibliotek.dk her.

De Danskes Land

Hvad nu, hvis man ikke er i nærheden af hverken Hærvejen eller Rold Skov? Så er der hjælp at hente hos vor nationalhelt Achton Friis, der i starten af forrige århundrede gennemrejste Danmark og beskrev det egn for egn. Fra 1926 til 1937 udgav han tre store værk, tilsammen på mange tusinde sider: ”De Danskes Øer”, ”Danmarks Store Øer” og ”De Jyders Land” – under ét betegnet ”De Danskes Land”. Heri kan man findes beskrivelse til brug for inspirerende vandreture med historiske vingesus over alt i Danmark.

God vandrelyst!

 

Oprindeligt skrevet af Morten, Aalborg Bibliotekerne
 

Materialer