Forside af bogen "Blackout"
Forside af bogen "Blackout"

Selv i mørket lyser kærligheden op!

08.12.21
Laila anmelder Blackout af Dhonielle Clayton og flere forfattere

Jeg synes altid, at der er interessant at gå i gang med at læse en bog, der er skrevet af flere forskellige forfattere – for lykkes de med det? I Blackout har forfatterne skrevet hver sin korte kærlighedshistorie, men den historie der hedder Gåturen af Tiffany D. Jackson strækker sig igennem hele bogen.

Blackout handler om en stor strømafbrydelse i nutidens New York, og handlingen forløber over de timer det varer fra strømmen går om eftermiddagen, og til den vender tilbage om aftenen. Vi følger en gruppe unge sorte, hvis liv og historier på smukkeste vis bliver kædet sammen i de forskellige historier, med bogens hovedtema der er KÆRLIGHED: Kærlighed der har været, spirende forelskelser, forelskelser mellem to af det samme køn, kærlighed til sin familie, men også at finde hoved og hale i sit liv når man står på tærsklen til sit voksenliv.

Jeg har virkelig nydt at læse Blackout af flere grunde, dels fordi de forskellige historier mestendels er rigtig gode, beskrivelserne af det mørklagte New York fik mig til at føle at jeg gik der selv, og så følte jeg sympati for personerne og de problemer de baksede med.

Bogens forfattere er alle yngre sorte amerikanske forfattere, og indtil videre er det kun Angie Thomas og Nicola Yoon, der har fået noget oversat til dansk. Angie Thomas med ”The Hate U Give” og Nicola Yoon med bl.a. ”Alt eller intet”. Jeg håber på, at få mulighed for at læse mere fra deres hånd på et andet tidspnukt.

For at vende tilbage til mit spørgsmål i starten, om jeg synes de er lykkedes med det, kan jeg kun sige JA! Blackout er en skøn og livsbekræftende ungdomsbog, som også sagtens kan læse af os der er ovre vores første ungdom og lidt til…

Materialer