Collage af de præmierede bøger
Collage af de præmierede bøger

10 af årets bedste danske bøger

02.01.20
Statens Kunstfond har præmieret 10 danske bøger, der har gjort sig ekstra bemærket blandt årets udgivelser. Det er hudløse og konsekvente værker, der på mange planer får verden til at ryste.

Formand for Legatudvalget for Litteratur Tomas Lagermand Lundme siger:

“Vi har i år præmieret 10 forskellige værker, der på hver sin måde tager stilling til verden her og nu. Det kan man gøre ved at se tilbage, for at se frem. Eller man kan rejse ud, for at finde hjem. Det er hudløse og konsekvente værker, der på mange planer får verden til at ryste. Det er nemlig nødvendige, ærlige og kompromisløse værker om ikke at stå stille i sit eget liv, men tage et valg og handle på det."

Sætter sig selv på spil

Blandt de præmierede værker er reportagebogen ’Identitær’ skrevet af journalisten Rasmus Hage Dalland og udkommet på det lille forlag ATLAS. Dalland har skrevet en anderledes rejsebog, som med sit knappe, journalistiske sprog og tænksomme tilgang er en velgørende modvægt til den skingre retorik, der ellers præger den politiske debat om Europas nye højre. Han sætter sig selv på spil, så bogen forekommer drevet frem af en indre nødvendighed, som gør den både øjenåbnende og rystende.

Her er de 10 præmierede bøger fra 2019

 

Rejsebogen Africana af Thomas Boberg, Gyldendal

Romanen Zombierådhus af Pablo Llambias, Gyldendal

Det historiske værk Viking. Ran, ild og sværd af Jeanette Varberg, Gyldendal

Prosahåndbogen Bestiarium af Carsten Müller Nielsen, Jensen & Dalgaard

Ungdomsromanen Hollys Hav af Lone Elmstedt Bild, Høst & Søn

Billedbogen Mørkemusen af Tea Bendix og Marianne Iben Hansen, Gyldendal

Kortromanen Løberen af Signe Maxen, Rosinante

Digtsamlingen Hindre af Morten Chemnitz, Gyldendal

Reportagebogen Identitær af Rasmus Hage Dalland, ATLAS

Oversættelsen af værket Rejse gennem natten (Frederike Mayröcker) oversat fra tysk af Eva Botofte, Palomar

Med hver præmiering følger 50.000 kr.

Se begrundelser for alle præmieringer 2019

Yderligere oplysninger:
Søren Beltoft, Slots- og Kulturstyrelsen, tlf.: 25 39 88 58, sbe@slks.dk
Statens Kunstfonds pressetelefon: 41 39 38 53

 

Materialer