Barselsvikar hos Rebild Bibliotekerne

12.05.21
Vi søger pr. 15. juni 2021 en dygtig og udadvendt formidler til et barselsvikariat.

Dine opgaver som vores nye kollega

  • Publikumsbetjening og deltagelse i de daglige rutiner i forbindelse med morgenarbejde m.v., fortrinsvis på Støvring og Skørping Biblioteker.
  • Indgå i én af bibliotekets fokusgrupper.
  • Emneudstillinger og kampagner på tværs af bibliotekerne i samarbejde med kollega.
  • Materialepleje.

Faglige og personlige kompetencer

  • Du kan arbejde i bibliotekets udlån og trives i den opsøgende formidling; og banker dit hjerte for især børnebiblioteket, vil det være en klar fordel. I publikumssituationen kommer du nemt i kontakt med gæsterne; værtskab er en del af dit DNA.
  • I løbet af efteråret kommer du til at deltage i vores ”åben skole”- projekt, foruden biblioteksorienteringer og forskellige arrangementer for børn.
  • Hvis du kan du se sig selv køre bogbussen ud til børneinstitutioner er det også velkomment - men ikke et must. (Kræver kørekort i kategori B).
  • Du kan arbejde struktureret, målrettet og disponere over egen tid.
  • Du kan bevare overblikket og trives med mange bolde i luften.
  • Du er fleksibel i forhold til arbejdssted og -tider; særligt sommeren over kan der være afvigelser fra det faste skema.

Lidt om os

Rebild Bibliotekerne består af fire biblioteker, samt en lille bogbus. Vi tilbyder dig en arbejdsplads med engagerede kollegaer, stor frihed og åbenhed overfor nye ideer.

Vi er en rummelig arbejdsplads med plads til initiativ, engagement og indflydelse. Her er plads til forskellighed, men med respekt for, at vi er afhængige af hinanden. Vi har en afslappet og professionel, indbyrdes omgangstone og samarbejder på kryds og tværs. Alle tager del i det daglige, praktiske arbejde og hjælper til, hvor der er brug for det.

Som ansat må du være indstillet på at varetage alene-vagter, samt indgå i vagtturnus i forhold til lørdagsbetjening. Rebild Kommunes borgere er glade for deres biblioteker og vores fokus på nærværende publikumsbetjening, inspirerende formidling og god service gennemsyrer alt vi gør.

Du får 12 engagerede kollegaer, der glæder sig til at lære dig at kende, og opleve hvad du kan berige Rebild Bibliotekerne med.

Det praktiske

Vi forestiller os, at du har en biblioteksfaglig uddannelse, Cand.scient.bibl. eller anden relevant uddannelse.

Jobbet er på 24 timer om ugen. Ansættelse pr 15. juni 2021 – maj 2022. Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst.

Nærmere oplysninger om stillingen kan fås hos Biblioteksleder Lone Skov, Rebild Bibliotekerne, på telefon 99 88 77 47.

Ansøgningsfrist den 24. maj 2021 kl. 12.00.

Ansættelsessamtaler forventes afholdt den 1. juni 2021.

Klik på dette link for at søge stillingen (åbner i nyt vindue)

Kommunen ønsker at fremme ligestilling og mangfoldighed, og opfordrer derfor alle kvalificerede og interesserede uanset alder, køn, religion, handicap og etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.

Den 1. januar 2019 blev der indført røgfri arbejdstid – og matrikler for alle ansatte i Rebild Kommune.