Skærmbillede fra Gran Turismo 7
Skærmbillede fra Gran Turismo 7

Videospillenes pionerer: PlayStation og Gran Turismo

25.02.22
I dag er markedet for spillekonsoller domineret af Sony, Microsoft og Nintendo og specielt Sonys PlayStation har gennem fem generationer over snart 30 år konstant budt på en strøm af store spiloplevelser. En af de helt store spilserier, der kun findes på PlayStation er, Gran Turismo, som i år både kan fejre 25 års jubilæum og en ny udgivelse i serien: Gran Turismo 7. Vi kaster et blik tilbage på, hvordan det hele startede.

Faktisk skal vi spole et godt stykke tilbage, for selv om racerspil har været populære lige siden det hed arkadespil og foregik i den lokale grillbar eller nede i de nymodens storcentre, er det først i 1982, at det første “rigtige” racerspil i 3D ser dagens lys: Pole Position, der både havde på realistisk grafik og en ægte følelse af fart. For 1982, naturligvis.

Skærmbillede af Pole Position

 

I starten af 80erne var spillene ved at rykke fra arkademaskinerne og ind i hjemmene. Et væld af forskellige spillekonsoller så dagens lys og forsvandt som regel lige så hurtigt, dels fordi de stadig var noget primitive, dels fordi der simpelthen ikke var gode nok spil til dem. For at en konsol skulle have succes, skulle den have spil, folk kendte, og mange af konsolproducenterne måtte tage til takke med lidt sløve kopier af succes-spillene fra arkademaskinerne.

Atari var én af de første producenter af spillekonsoller, der for alvor fik styr på at sikre rettigheder til et bredt udbud af spil, og på den måde viste de vejen for konsoller, som vi kender dem i dag. Op gennem 80erne stødte Sega og Nintendo til og der kom en stadig strøm af mere og mere avancerede produkter på gaden.

Oprindeligt havde spillene været indbygget i konsollerne, men hurtigt var markedet skiftet til cartridges; udskiftelige moduler, hvor spillene lå gemt på. Når du blev træt af at spille Donkey Kong og ville skifte til Pac-Man (eller Pole Position - husk den realistiske grafik), skiftede du bare modulet ud. Det var let og bekvemt - bortset fra, at spillene efterhånden var så store og komplekse, at de ikke kunne være på et modul. Derfor kiggede alle med stor interesse på det fantastiske nye medie, der netop var introduceret, og som kunne rumme nærmest uendelige mængder data. Ja, vi taler om CD’en.

At have en CD-afspiller tilknyttet var smart; dels var der mulighed for at lave langt større spil, dels kunne man afvikle video. Dog var CD’er langsomme, så i første omgang tænkte konsolproducenterne mest i CD’en som en udvidelse eller ekstraudstyr. CD’en var udviklet af Sony og Philips, og fra starten var der tænkt på mulighederne for at “lave noget med spil” i et underformat, der hed CD-I, og som specielt Philips lagde mange ressourcer i at udvikle.

Prototype af Nintendo/Sony PlayStation

 

Nintendo gik sammen med Sony i gang med at udvikle en udgave af Super Nintendo konsollen, men mens det gik fint med at udvikle selve konsollen, viste det sig svært at blive enige om, hvordan rettighederne til udgivelserne skulle fordeles. Faktisk endte det hele med et brag, da Sony i juli 1991 annoncerede, at man var på vej med et fælles produkt - og Nintendo dagen efter fortalte, at det var man ikke: samarbejdet var slut, og i stedet ville Nintendo samarbejde med Philips.

Sony var naturligvis ikke ret begejstrede og gik i stedet til Sega, som imidlertid ikke bed på. Om det var arrogance fra Segas side, frygt for at gå i partnerskab med det mange gange større Sony eller om Sony allerede reelt havde besluttet sig for at lave deres egen konsol, er der delte meninger om. Men konsekvensen blev, at Sony besluttede sig for at lave deres egen spillekonsol: PlayStation.

På det tidspunkt stod det klart, at for at konkurrere med succes, var det nødvendigt at have gode spil - gerne med eneret. Og her er det så, at Gran Turismo kommer ind i billedet. Eller rettere; den mand, der fik idéen til Gran Turismo, og som lige siden har været den drivende kraft bag serien: Kazunori Yamauchi (eller bare Kaz).

Kaz var ansat i Sonys japanske musik-division, og da udviklingen af PlayStation skulle placeres organisatorisk, havnede den også hér. Sony og Philips var nemlig i gang med at udvikle CD’en efterfølger DVD sammen, og Philips var mildt sagt ikke begejstrede over, at Sony ville ind på konsolmarkedet, hvor Philips allerede var. Så for at rense luften, placerede man PlayStation lidt væk fra den almindelige udviklingsafdeling. Han var derfor involveret i PlayStation fra begyndelsen, og da han var meget bilinteresseret (for ikke at sige lidt af en motorbølle), gik der ikke lang tid, før han prøvede at overbevise Sony om at give grønt lys til udviklingen af et meget anderledes og voldsomt ambitiøst bilspil. Det skulle være meget mere realistisk og meget større end noget andet bilspil. Bilerne skulle være rigtige bilmodeller, opføre sig som rigtige biler, man skulle kunne køre på rigtige baner og man skulle kunne opgradere og modificere bilerne undervejs. Det ville blive fantastisk!

Sony sagde nej. Og nej igen. Og igen. Hvis Kaz ville lave et bilspil, var det helt fint med Sony, men så skulle det være i stil med Super Mario Cart, for sådan ét manglede der i porteføljen. Hvis det så blev en succes, kunne man tale sammen igen. Kaz kunne godt kende en flig af håb, når han så den, og gik i gang. Og han havde en bagtanke.

I 1994 kom PlayStation, og pludselig havde de etablerede producenter en konkurrent, der både havde en rigtig god vare og meget dybe lommer til at annoncere med. Også Kaz’ spil “Motor Toon Grand Prix” udkom og solgte godt. Det var skørt, sjovt og alligevel realistisk i den måde bilerne opførte sig på. Sony var tilfredse nok til at bede om en 2’er. Den kom i 1996 og rummede endnu flere tegn på, at der var noget på vej. Kaz og hans team på omkring et dusin havde simpelthen brugt de to spil til at udvikle og finpudse elementer til det spil, de i virkeligheden gerne ville lave. Da Sony omsider gav grønt lys for Gran Turismo, var de mere end klar til at gå i gang - faktisk havde de sådan lidt under radaren allerede været i gang i næsten fire år.

Skærmbillede fra Gran Turismo (1997)

 

I 1997 udkom “Gran Turismo - the real driving simulator, der endte med at sælge knap 11 mio eksemplarer. Der var 140 biler at vælge imellem og 11 baner at køre på, og det var på mange måder i en helt anden liga end alle andre bilspil. Faktisk var det så komplekst, at man skulle på køreskole (i spillet) for at få adgang til alle funktionerne. Anmelderne elskede det. Spillerne elskede det. Sony elskede det, og bad om mere.

To år kom næste kapitel “Gran Turismo 2”, der nu bød på endnu bedre køredynamik, 650 biler og 27 baner - men desværre også en god portion underlige fejl, hvilket tvang Sony til at måtte ombytte mange spil til fejlrettede udgaver. Ja, sådan var det i gamle dage. Alligevel blev det solgt knap 10 mio eksemplarer af spillet.

Første generation PlayStation solgte omkring 100 mio eksemplarer, godt hjulpet af det indbyggede CD-drevs plads til store spil som Gran Turismo. Faktisk har Gran Turismo 1 og 2 en 1. og en 3. plads på listen over de bedst sælgende spil til PlayStation (1), og sjovt nok har forskellige generationer af “Final Fantasy”, som Linus skrev om i mandags, 2. og 4. pladsen.

Siden da er det gået over stok og sten. De første år kom der rundt regnet en ny udgave hvert andet år, og hver gang blev der arbejdet på at opnå endnu bedre realisme og endnu flere funktioner - når man lige ser bort fra én stor udeladelse, som det aldrig rigtigt er lykkedes at få på plads: vi taler om buler. Mens Gran Turismo byder på en utroligt realistisk køreoplevelse på de fleste punkter, er en tur i autoværnet, som bare giver lidt ridser i lakken, ikke ret troværdigt. Men ifølge kilder er der håb for, at Gran Turismo 7 omsider retter noget op på det.

Deltagere i GT Academy

 

Undervejs er Gran Turismo i dén grad blevet et fænomen, at virkeligheden nærmest er begyndt at tilpasse sig simulationen. I 2008 introducerede man GT Academy i samarbejde med Nissan. Her kunne Gran Turismo-fans køre i en turnering, der til sidst gav de bedste af dem adgang til en Race Camp, hvor de blev trænet og testet i virkelige biler på en rigtig bane. Vinderne herfra blev tilbudt plads på Nissans talentudviklingshold. Fuldstændig i pagt med tiden blev alt filmet og klippet til en Reality TV-serie, som blev sendt i 160 lande. GT Academy kørte frem til 2016 og har faktisk kastet flere nye stortalenter af sig.

Et andet eksempel er Vision Gran Turismo, hvor bilproducenter indbydes til at designe en virtuel bil til Gran Turismo. Programmet har kørt siden 2013 og har indtil videre kastet over 30 virtuelle prototyper af sig - flere af dem er endda blevet til virkelige prototyper.

Gran Turismo-serien har på nuværende tidspunkt solgt omkring 85 mio eksemplarer, fordelt på 15 udgaver. Det er ret godt gjort af en spilserie, der aldrig har udgivet sig for at være mainstream.

Vi glæder os til Gran Turismo 7!