Videospillenes pionerer - Strategispil

23.02.22
I dagens artikel fokuserer vi på strategispil

Strategi- eller RTS-spil (real-time-strategy), som genren egentlig hedder, har været populære på PC-platformen så længe jeg kan huske. De udsprang som en slags undergenre til de tidlige strategispil, som i højere grad fandt deres inspiration i skak. Et af de vigtigste elementer i skak er, at spillerne skiftes til at tage træk med brikkerne - På samme måde var mange af de første strategispil tur-baserede.

RTS-genren brød med det tur-baserede system og omstrukturerede spillenes præmis – heraf foregik gameplayet i realtid. Dvs. at spillerne ikke skulle sidde og vente på at det blev deres tur.

Mange mener, at det første RTS-spil var Utopia, der udkom i 1981. Det var et multiplayerspil, hvor to spillere tog kontrol over hver sin ø. Her skulle man så opbygge et samfund og få sin befolkning til at blomstre – dette skulle man selvfølgelig gøre bedre og mere effektivt end sin modpart. Utopia arbejdede med flere koncepter såsom byplanlægning, rekruttering og mikroforvaltning af bl.a. sin økonomi. Disse er sidenhen blevet kernekoncepter i senere strategispil, og derfor må Utopia siges at have være forud for sin tid.

Utopia fra 1981 og de to konkurrerende øer

I de to tidligere artikler, så figurerer 1990’erne, som et progressivt og innovativt årti. For RTS-genren er dette ingenlunde anerledes. I løbet af 90’erne så vi således flere udviklere vinde frem og kaste sig over genren.
En af de helt store spillere var, ligesom i dag, Microsoft. I 1997 udgav de Age of Empires. Det var et strategispil efter alle kunstens regler. Man tog kontrol over en valgfri civilisation, som man skulle føre til hæder. Et nyt pust var et fremgangssystem, hvor man bevægede op igennem forskellige tidsaldre, f.eks. jernalder til mere klassiske perioder. Jo hurtigere man kom igennem tidsaldrene, des bedre. Age of Empires blev en succes, men det var først da efterfølgeren udkom, at tingene virkelig tog fart.

Age of Empires II: The Age of Kings udkom i 1999 til PC og det blev en kæmpemæssig kommerciel succes – det er et af de bedst sælgende RTS-spil nogensinde. Det byggede ovenpå forgængeren og forbedrede det på stort set alle områder. Age of Empires 2 havde et stort online community, hvor man dystede imod hinanden og afholdte turneringer med præmier. Selv i dag, mere end 20 år senere, er der spillere der sværger til Age of Empires 2, på trods af at der findes mange andre og mere moderne alternativer. I 2013 lavede man et remaster af det ved navn Age of Empires 2 HD. Nu kunne man spille Age of Empires 2 i high definition - udover det, var det stort set det samme spil fra 1999. Siden remasterens udgivelse, har det solgt næsten 5 millioner kopier – og det er altså et spil som er 20 er gammelt!
I år udkom der et fjerde udspil i serien og det nyder moderat succes – men det når selvfølgelig ikke 2’eren til sokkeholderne.

RTS i stor skala i Age of Empires II HD

En anden stor spiller, der også spiller stort i dag, var Blizzard Entertainment. I 90’erne var det særligt to af deres franchises, som gjorde sig bemærket på RTS-scenen. Det ene var Warcraft – ja, før det var World of Warcraft, så det faktisk et strategispil. Selvom de havde en solid fanskare, så opnåede de aldrig helt samme kulturelle impact, som eksempelvis Age of Empires, og der var nok også en grund til at man relancerede franchises som World of Warcraft. Det andet RTS-spil som Blizzard udviklede var StarCraft – og det er en helt anden historie. Her havde man et strategispil, men middelalder-set uppet var blevet skiftes ud med sci-fi. Det første StarCraft udkom i 1998 og gav mulighed for at spille som tre forskellige racer: mennesker, den menneskelignende race Protoss og de insektagtige Zerg. Det der gjorde StarCraft til noget helt særligt, var dets appeal til konkurrenceprægede spillere.

En protoss-base under angreb i StarCraft II 

I Sydkorea, hvor eSport var en ting, lang tid før det blev stort i vesten, spillede man StarCraft i ekstreme mængder. Da StarCraft II udkom i 2010, var det verdens største og mest populære eSport-spil. Indlæringskurven i StarCraft, befinder sig dog i den svære ende og i dag ligger det et godt stykke nede på eSport-listerne. Her konkurrerer det med flere, lettere tilgængelige titler, som f.eks. Counter Strike, League of Legends og Fortnite.