Tre søstre lægger bogen igennem op til at besøge deres far på en lille svensk ø, og bogen slutter med, at de træder ind ad døren til faderens hus. Alle har de forskellige mødre og altså samme far som var en berømt kvindelæge og nu højt oppe i årene. Op til teenage-alderen tilbragte søstrene somrene på øen, men fra 1979 vender de aldrig mere tilbage, og kun langsomt afsløres det hvad der skete den skæbnesvangre sommer. Langt hen i historien troede jeg, at det skæbnesvangre skyldtes den koleriske far, og nok er han skyldig i ikke at gribe ind, men de skyldige i en mobningshistorie, som udarter til mord eller selvmord, viser sig at være de uskyldige små. Historien om skyld og uskyld og forsoning fortælles i brudstykker, og den føles lidt uforløst. Det opgør, der lægges op til, fuser uforløst ud med søstrenes ankomst til huset, og jeg synes ikke der er samme prægnans og orginalitet over personskildringerne som i forfatterens debutroman Før du sover. Men for mange af forfatterens (kvindelige) fans, vil selv ansatser til skildringen af barndoms skyld og uskyld og familielivets veje og vildveje, være alt fint