Lektørudtalelse

Forfatter: Lars Larsen

Anvendelse/målgruppe/niveau

Stor Star wars-krønike om filmene og alt det der er fulgt i kølvandet på dem. Bladrebog til unge fra 12 år og voksne

Beskrivelse

På godt 300 store sider med leksikonkorte artikler og et væld af billeder fortæller bogen om realiseringen af George Lucas' drengedrøm om at skabe den ultimative rumsaga, inspireret af Jules Verne, Jens Lyn, Rum Tommy og Anders And samt radiodramatik og tidens store tv-serier. Bogen fortæller om realiseringen af drømmen. Om de teknologiske landvindinger og hele industrien af litterære sideprodukter, tegneserier, spil, samleobjekter og legetøj, ikke mindst Legos Star wars-serie. Bogen er ordnet i 5 kapitler fra tiden før og mellem de to filmtrilogier og klonkrigene til George Lucas i 2012 meddeler, at han vil gå på pension og indsætter Kathleen Kennedy som partner i ledelsen af Lucasfilm. Ud over at formidle viden om Star wars-universet rummer bogen også oplysninger om udvalgte biografsuccesser, teknologiske nybrud og international politik. Billedmaterialet er omfattende. Der er flotte helside billeder og gengivelser af filmplakater, portrætbilleder og billeder fra filmoptagelser. Plus uddrag af tegneserier og billeder af licensvarer og vigtige begivenheder. Bogen afsluttes med et fyldigt register. Hårdt bind og en ikke-biblioteksegnet boks med flot forside og en informativ bagsidetekst omslutter bogen

Sammenligning

Der er en del bøger om Star wars-universet på bibliotekerne, men ikke en krønike som denne

Samlet konklusion

Stor og flot Star wars-krønike om filmene og hele den industri af sideprodukter, der er fulgt i kølvandet på dem