Lektørudtalelse

Forfatter: Susanne Dahl Jensen

Kort om bogen

I den tiende historie om Sally og hendes far kaster Sallys far sig ud i en ny karriere. Han vil være youtuber, for Sally synes nemlig, at det er sjovere at se YouTube-videoer end at høre fars historier igen og igen. Humoristisk højtlæsning for 4-7-årige

Beskrivelse

I denne bog om Sally og hendes sjove far, bliver Sallys far træt af, at Sally ikke synes, hans historier er så sjove, som de YouTube-videoer hun ser. Så da far har fået fortalt, hvad de der youtubere egentlig laver, og hvad pranks og følgere betyder, kaster han sig ud i selv at blive youtuber. Men fars pranks er heller ikke sjove, og hans forsøg på at lave pizza-challenge og dansevideoer resulterer desværre ikke i mange følgere. Det er illustrator Thorbjørn Christoffersen og forfatter Thomas Brunstrøm, der fortsat står bag Sallys far

Vurdering

Stilen og humoren fra de øvrige bøger i serien fortsætter også i denne bog, hvor YouTube-fascinationen er rykket hjem til Sally som en genkendelig hverdagssituation, hvor børnene følger forskellige youtubere, og forældrene ikke helt forstår fascinationen. Skrevet helt i børnehøjde, og som altid er den sjove historie suppleret af skønne humoristiske illustrationer med små parallelle illustrerede historier i baggrunden, hvor fx Sallys lillebror laver sjov og ballade

Andre bøger om samme emne

Far-datter-forholdet beskrives også i Alberte Windings "Betty"-bøger, fx Betty bestemmer det hele