
- Date
- Tid
- 10:00 - 17:00
- Pris
- Billet for hele dagen: 250 DKKBillet for medlemmer af Herman Bang Selskabet: 200 DKK
- Sted
- KulturStationen
- Bibliotek
- Skørping Bibliotek
- I samarbejde med
- Herman Bang Selskabet, Rebild Kulturuger, BOGBY9520, Kulturstationen, Kinorevuen
- Adresse
-
Sverriggårdsvej 4
9520 Skørping
Danmark
Program
Klokken 10.00: Europæeren Herman Bang - eksilets forfatter
Foredrag ved Peer E. Sørensen
Herman Bang levede store dele af sit voksne liv i eksil i forskellige hovedstæder i Europa. Det skrev han om i sin journalistik og i sine sidste bøger. Det ydre eksil hang sammen med et indre eksil, der gjorde, at han altid følte, at han boede på hotel uden at være sikker på at kunne betale regningen. Det er den sene Herman Bang, jeg vil fortælle om. Med centrum i "De uden Fædreland -" Men med udblik til hele forfatterskabet. Hjemløshed, rodløshed, eksil og homofobi prægede ham livet igennem og afsatte en voksende træthed, melankoli og pessimisme i hans forfatterskab. Samtidig forudså han de europæiske katastrofer i det 20'ende årh. - det giver hans sidste skriverier en særegen aktualitet.
Klokken 11.15: Fascinationen af Herman Bang, kvindeskikkelserne i Ludvigsbakke og en længsel bort fra det klaustrofobiske danske kulturliv
Performance ved Madame Nielsen
Madame Nielsen læser fra sin nye dagbogs-roman Dødebogsblade, der er nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris 2025, og spejler sit eget liv i eksil i Paris, Rom og Berlin i Herman Bangs ditto hundrede år før; hun trækker tråde fra sin kvindelige skrift til Bangs kvindeportrætter og skæbner og kalder udvalgte af dem lyslevende frem i oplæsning fra Bangs værker. Til slut giver forfatterinden, der også er performer og kunstner, en lille koncert ved flygelet med egne sange.
Klokken 12.30 Frokost
Klokken 13.15 Herman Bang og angsten
Foredrag ved Anna Lena Sandberg
Angsten var Bangs livsledsager. Han var et uroligt, febrilt og plaget menneske, men forstod også at omsætte angsten til kunst. Foredraget vil med nogle nedslag i Bangs værker vise, hvordan angsten både var et tema og en særlig form. Et fokus er på hans ophold i Berlin i 1907, hvor han skrev Sælsomme Fortællinger. De tre noveller afprøvede et nyt udtryk med inspiration fra både romantikken og europæisk modernisme. Bang trak her på Flaubert og Poe som forbilleder for en fremstilling af angst og ondskab. Jeg vil også komme ind på, hvordan angst i tiden omkring 1900 samtidig blev et nyt massefænomen. Man kan tale om en ”nervøsitetens tidsalder”, der på mange måder stadig er gældende i dag.
Klokken 14.15 Eftermiddagskaffe
Klokken 15.00: ’Ved vejen’
Vi ser filmen, der er bygget over Herman Bangs kendte roman, ’Ved vejen’. Den er instrueret af Max von Sydow og havde premiere i 1988. Introduktion ved Peter Q. Rannes.
Praktisk
- Dagen slutter klokken 17.00
- BOGBY9520 har en bod med Herman Bang litteratur.
- Herman Bang Selskabet viser udstillingen ’Herman Bang og stationsbyen Skørping’ i mindestuen VED VEJEN på KulturStationen, som på dagen er åben for publikum.
- Billetprisen er inklusiv en let frokost, kaffe og kage samt drikkevarer.
Herman Bang-dagen er arrangeret af Herman Bang Selskabet i samarbejde med BOGBY9520, Kinorevuen, Kulturstationen og Rebild Bibliotekerne.
Der er til arrangementet opnået støtte fra Kulturrådet i Rebild Kommune.