Lektørudtalelse

Forfatter: Steffen Kronborg

Bedre sent end aldrig: Akira-serien har gået sin sejrsgang over det meste af verden og bør også få et stort publikum her i landet. Beretningen om et fremtidigt Japan efter katastrofen er både originalt tænkt og flot udført, så der er næppe nogen risiko for, at læserne falder fra undervejs, trods seriens omfang - mere end 2000 sider! Voluminøse værker er et særkende for de japanske tegneserier, hvor hver side til gengæld er hurtigt læst på grund af de korte tekster og et ekstremt dynamisk billedsprog med hovedvægten på action. De mange skæve billedrammer, de voldsomme beskæringer og den flittige brug af fartstreger er ligeledes typisk japanske, mens den dramatiske farvelægning i Akira er foretaget af hensyn til de vestlige læsere. Billedsiden kan umiddelbart virke fremmedartet, men man vænner sig hurtigt til formen og kan hellige sig den spændende intrige. I Neo Tokyo, anno 2030, møder vi Kaneda og Tetsuo, som drøner rundt i den delvis ødelagte by på deres motorcykler. I en af de forbudte zoner påkører de en mærkværdig mandsling, som på mystisk vis forsvinder straks efter uheldet. Det bliver startsignalet til en udvikling, som kommer til at påvirke hele verdens skæbne - og midt i det hele befinder sig nogen eller noget ved navn ... Akira! De unge og de voksne kan roligt lade sig indfange af Otomos fascinerende univers