Lektørudtalelse

Forfatter: Kresten Søe Christensen

Bogen er foruden en Star wars billedbog også en populært formidlet analyse af universet og dets myter. Filmenes forskellige indholdsmæssige elementer og episoder holdes op mod f.eks. verdenshistorien, Bibelen og den græske mytologi. Desangående er der ikke så meget nyt under solen, men det gør hverken filmene eller denne bog mindre underholdende. Luke Skywalker paralleliseres f.eks. med Wilhelm Tell og Kong Arthur. Også omkring hans ledsagere, hjælpere og fjender plus elementer som heltegerningerne, offer og svig, forsoning med faderen påvises i filmene rig inspiration fra eksisterende myter og legender. Ej heller mangler en historisk sammenligning mellem Star wars luftkampene og slaget om England plus "Den usynlige fjendes" podrace med Ben Hurs væddeløb i Circus Maximus. Jedi-træningen holdes op mod Zenbuddhismen, og der påvises lighed mellem Imperiets troopers og riddertidens rustninger osv. Jeg synes bogen fungerer meget fint på egne præmisser – også takket være det righoldige indbydende illustrationsmateriale. Men teksten rummer dog en del svære ord. Den vil tiltale den primære målgruppe fra 12 år og giver et fint overblik over personerne og det lidt komplicerede univers i de 4 film, som herefter vil kunne genses af læseren med større udbytte. Lidt yngre Star wars-fans vil kunne hygge sig med billedsiden