Lektørudtalelse

Forfatter: Poul Flou Pedersen

Kort om bogen

Forfatteren Nikolaj Gogol er en af de allerstørste i russisk litteratur, og her kan hans satiriske og burleske fortællinger læses i en letlæst oversættelse. For alle, der elsker klassisk litteratur

Beskrivelse

Hos Nikolaj Gogol (1809-52) kan man opleve opblæste embedsmænd, forarmede drømmere og barokke optrin i 1840'ernes Sankt Petersborg, hvor det, der forekommer realistisk, snarere er forvrænget virkelighed. I denne samling har René Wad Andersen udvalgt og nyoversat fem noveller, hvoraf "Kappen" og "Næsen" hører til blandt de mest kendte. I sidstnævnte vågner kollegieassessor Kovaljov en morgen op og opdager til sin gru, at hans næse er væk! Endnu værre bliver det, da han støder på sin egen næse ude i byen. Fortællingen "Portrættet" har et faust-agtigt motiv og handler om den unge, fattige kunstner, der med ét bliver rig og berømt, men også på grund af sin grådighed mister det vigtigste: sit talent. René Wad Andersen indleder bogen med et forord om Gogols liv og værk

Vurdering

Det er umuligt ikke at blive indtaget i Gogols vittige og ironiske tone, hvormed han i ofte absurde optrin skildrer forfængelighed og misundelse blandt sine stakkels hovedpersoner. Det er en fryd at læse, og her kommer den nye oversættelse virkelig til sin ret

Andre bøger om samme emne

Gogol var gode venner med en anden gigant i russisk litteratur, Aleksandr Pusjkin, og tidligere i år udkom en ny oversættelse dennes fortællinger, Prosa. Gogols hovedværk er den vittige Døde sjæle : et poem, som forhåbentlig snart genudgives