Ferie-bog-minder
De bøger vi læser på ferien er med til at skabe nogle særlige minder. Her deler Heidi nogle af sine særlige.
Af Heidi Buur
Min veninde fortalte engang om hvordan hun på en ferie på en dansk ø, lå på stranden og læste et bind fra Jo Nesbøs krimiserie. Da bogen var slut, var cliffhangeren så gribende, at hun slet ikke var færdig med Harry Hole. Hun pakkede sammen, og cyklede 4 km til den nærmeste by. Strøg ind i boghandlen, købte næste bind og cyklede tilbage til stranden igen.
Jeg elsker dén anekdote. For mig er det den bedste ferie-fortælling. At være så opslugt af en karakter i en bog, og have tiden til at forlade sin plads på stranden, cykle og så vende tilbage igen.
Strandbøger - kan være en dyr affære
Da jeg selv lå på en strand i år, kunne jeg ikke lade være med at gå på opdagelse i mine egne bog-ferieminder. Det gik op for mig, at jeg kunne huske den bog jeg læste, på stort set hver eneste destination.
Fra jeg for over 25 år siden læste Ruth Rendells fremragende krimi "Simisola" på Gran Canaria, til jeg et par år senere mistede Det Kongelige Biblioteks udgave af Moderløse Brooklyn på en strand på Santorini. Den måtte jeg erstatte, og det blev en dyr læseoplevelse.
Jeg bryder mig ellers ikke om bøger der foregår under 2. verdenskrig, men Bogtyven blev slugt på en miniferie i Malaga, efterfulgt af en voldsom omgang solstik, der krævede en tur på skadestuen. Heldigvis var læseoplevelsen sublim!
Når bogen matcher destinationen
Nogle gange har jeg bevidst valgt mine feriebøger, så de har passet til min destination. Det bedste match var på en rejse til Japan, hvor jeg satte mig for at genlæse Murakamis "Dans Dans Dans". Det fiktive Dolphin Hotel danner rammen for den atypiske kærlighedshistorie, men der nævnes også autentiske hotel-kæder, og jeg var så heldig at befinde mig på et af dem, da jeg læste scenen.
På en ferie til Sydafrika fik jeg foræret Jody Picoults bog, der desværre ikke er oversat til dansk, så jeg måtte tygge mig gennem "Leaving time" på engelsk. Sproget, og dét at den handler om en kvindes kærlighed til de elefanter jeg så på mine safariture, gjorde den til et super autentisk match.
Jeg er ret vild med den svenske forfatter Alex Schulman, og to gange har jeg taget hans romaner med på en tur til Sverige. Første gang var den hjerteskærende "Glem mig", om forholdet til hans alkoholiske mor, og her i år begyndte jeg på "Malma Station", på en weekendtur til Göteborg. Nu hvor jeg færdiggør den derhjemme i sofaen, længes jeg efter ferietiden, og at sidde på den færge hvor jeg læste den sidst. Feriebøger hører altså til på ferien!
To uforglemmelige
Når jeg ser disse to romaner på hylden, er jeg straks tilbage på dén feriedestination hvor jeg læste dem.
