Foto: Michael Ancher - Portrait of Martin Andersen Nexø
Foto: Michael Ancher - Portrait of Martin Andersen Nexø

Martin Andersen Nexø

26.06.19
Den 26. juni er det 150 år siden, Martin Andersen Nexø blev født. Vi sætter fokus på hyrdedrengen, der endte som berømt forfatter med et imponerende og omfangsrigt forfatterskab bag sig. Læs med og bliv klogere på den store danske forfatter. 

Martin Andersen Nexø begyndte sit liv som fattig hyrdedreng på Bornholm og endte som berømt forfatter – en metamorfose der ikke er mindre interessant end den, man finder i hans værker. Hvis der findes en forfatter, hvor liv, værk og ideologi smelter sammen, er det Martin Andersen Nexø. Ikke fordi Nexø kun skrev nøgleromaner – eller politiske pamfletter for den sags skyld. Hans bøger er store og gribende, og de hverken kan eller skal reduceres til deres politiske bestanddele. Men Nexø var en mand, der troede på en sag -  på socialismen og på menneskets, især proletarens, livskraft, handekraft og evne til at skabe en bedre verden. Endvidere var Nexø i besiddelse af en stærk social indignation, der motiverede ham til, at vise hele verden, hvilke forhold de fattige og svage levede under. Det er i mødet mellem disse to stærke drivkræfter, at Nexøs mest betydningfulde bøger blev til.

Liv og levned
Det er en tilsnigelse, når jeg i introduktionen skriver, at Nexø begyndte som bornholmsk hyrdedreng. Martin Andersen, som han dengang hed, blev nemlig ikke født på Bornholm, men derimod på Christianshavn i 1869. Hans far var stenhugger og hans mor smededatter. De havde elleve børn og levede i stor fattigdom, hvilket både var baggrund for og resultat af farens alkoholisme.

I 1877 flyttede familien til Nexø på Bornholm, og det er fra denne by, at Nexø sidenhen tog sit nye efternavn. Budene på hvorfor han valge dette har været mangfoldige – lige fra at han ikke ville forveksles med H.C. Andersen til, at han ønskede, at hans bøger fik en bedre placering på boghandlerens hylder.

På Bornholm blev Nexø hyrdedreng og siden gårdknægt. I 1884 skiftede han, under indtryk af bøndernes dårlige kår, bane og blev skomagerlærling i Rønne. Selvom han hadede skomagerfaget, blev han ved sin plads i over fire år. Disse fire år var ikke spildt, for det var i Rønne, han fik smag for litteratur og kunst. Han sneg sig til teaterforestillinger og lærte sig selv tysk ved at læse tyske romaner.

Efter endt læretid stod Nexø arbejdsløs og klarede sig som løsarbejder. Arbejdet førte ham til den Bornholmske Folkehøjskole, hvor en del af hans betaling bestod af gratis kurser. De to næste vintre kunne han, på grund af private velyndere og statsstøtte, endvidere tage kurser på Askov højskole i Jylland. Disse ophold ledte både frem til hans første lærerjob og til hans første udgivelse i arbejderbladet 'Fyns Tidende.' Efter en længere sygdomsperiode rejste han sydpå og besøgte  bl.a. Tyskland, Italien og Spanien, hvorfra han sendte rejsebeskrivelser hjem til de danske aviser.

I 1898 skete der to vigtige ting i Nexøs liv. Han blev gift med landmandsdatteren Margrethe Thomsen, og hans første bog, novellesamlingen 'Skygger', udkom. Endvidere forlod han lærerfaget og blev i stedet fuldtidsjournalist. Først på dagsavisen 'København' og fra 1902 på 'Politiken'. I denne periode udgav han sin første roman 'Det bødes der for' fra 1899. Bogen, der mere var påvirket af fin de siecle-pessimismen end af socialismen, udkom på tysk allerede i 1902 og indvarslede dermed Nexøs senere så tætte forbindelse til netop Tyskland. I 1906 udkom 'Bornholmer Novellen' i Berlin. Samlingen blev først oversat til dansk syv år senere. Også i 1906 udkom det første af de fire bind, der tilsammen udgjorde Nexøs nok mest berømte roman Pelle Erobreren.

I de næste år vekslede Nexø mellem at skrive og være rejsende journalist. I 1913 blev han skilt fra sin daværende kone, men giftede sig hurtigt igen med lærerinden Margrethe Hansen. Fire år senere udgav han det første bind af Ditte Menneskebarn, der skulle blive hans anden store romansucces.

Nexøs skribentvirksomhed fik dog konsekvenser for hans private liv. I 1921 blev han nægtet indrejse til Tyskland, fordi han blev set som socialistisk agitator – et forbud der dog blev ophævet året efter, omend han indtil 1927 stadig blev overvåget. I 1923 flyttede Nexø til Allenbach, og blev i 1925, efter at være blevet skilt fra sin anden kone, gift med den tyske Johanna May. I 1931 vendte Nexø, bl.a. på grund af de politiske forhold i Tyskland, hjem til Danmark. Det rigtige i dette valg understregedes af, at Nexøs bøger, allerede ved Hitlers magtovertagelse i 1933, blev forbudt i Tyskland. I 1935 var han med til at etablere foreningen Frisindet Kulturkamp, der bestod af antifascistiske intellektuelle i Danmark. I samme periode brød Nexø med Socialdemokratiet, fordi han ikke brød sig om deres syn på Hitler, og blev i stedet medlem af DKP’s centralkomité.

Dette førte til, at Nexø, sammen med andre ledende kommunister, blev anholdt i 1941. Han blev dog løsladt tre måneder senere. I oktober 1943 flygtede Nexø til Sverige og videre til Moskva, hvor han engagerede sig i Radio Moskva. Herfra talte han til den danske og norske befolkning. I 1945 vendte Nexø tilbage til Danmark, hvor han først blev hyldet, men siden kritiseret for sine politiske holdninger. Det endte med at Nexø i 1953 flyttede til Dresden i DDR, hvor han efter kort tid blev æresborger. Han døde i Dresden året efter.

Hvor Nexøs bøger i perioden efter hans død solgte mindre og mindre i Danmark, idet deres politiske indhold nu syntes forældet, blev Nexø ved med at være populær i de socialistiske lande frem til murens fald i 1989. På dette tidspunkt havde bl.a. Bille Augusts film 'Pelle Erobreren' fra 1987 imidlertid genskabt Nexøs popularitet i Danmark – og han er endt med at blive en del af den danske litterære kanon.

Pelle og Ditte – håb og nederlag
'Pelle Erobreren' og 'Ditte Menneskebarn' er Nexøs mest kendte romaner og beskriver begge en proletars vej gennem livet. Alligevel er det oplagt at læse romanerne som parallelle modsætninger. Hvor 'Pelle Erobreren' omhandler en dreng og ender i triumf og med opfyldelsen af den socialistiske idé, omhandler 'Ditte Menneskebarn' en pige, hvis liv beskrives som en evigt nedadgående spiral. Selvom Ditte på mange måder kan ses som ligeså revolutionær som Pelle – blandt andet nægter hun at indgå i det borgerlige ægteskabsideal – er det socialistiske aspekt i denne bog først og fremmest synligt i dens eksemplificeringer af overklassens overgreb mod underklassen. I 'Pelle Erobreren' er det derimod underklassens moralske sejr over overklassen, der udgør bogens revolutionerende pointe.

Den vigtigste forskel på Pelle og Ditte er deres køn. Hvor Pelle får muligheden for at realisere sit potentiale, bliver Ditte tidligt fanget af det biologiske og sociale bånd, som moderskabet udgjorde omkring århundredeskiftet. Imidlertid anskues Dittes status som mor ikke kun negativt, men ligeledes som symbol på underklassens potentiale som revolutionære. Endvidere bliver selve de moderfølelser, herunder omsorg og kærlighed, som Ditte repræsenterer, fremstillet som den ultimative modvægt til overklassens kolde, livsfjendske og kapitalistiske levemåde. Det der bliver Dittes endeligt er således ikke hendes evne til selvopofrelse og empati, men derimod hendes mangel på fremdrift – en mangel der i Nexøs forfatterskab generelt kobles med kvinden. Denne fremdrift har Pelle til gengæld i overflod. Som barn af svenske indvandrere på samfundets bund, lykkes det ham alligevel at kæmpe sig op til en betydningsfuld samfundsposition – ikke ved at blive rig og magtfuld, men ved at blive repræsentant for arbejderklassen og skabe et succesfuldt arbejdskooperativ, der har stærke mindelser til Sovjet-Rusland. I modsætning til flere af Nexøs mandlige hovedpersoner lykkedes det altså Pelle at bruge sin fremdrift og erobretrang positivt, skabende og socialt. Pelle bygger op i stedet for at bryde ned, hvilket gør at bogen, i modsætning til sin inspirationskilde, Henrik Pontoppidans 'Lykke-Per' (1898-1904), ikke ender i negativ determinisme men derimod i en socialistisk utopi – i hvert fald i første omgang. Der findes nemlig senere i Nexøs forfatterskab en interessant tilføjelse til Pelles historie. I romantriologien bestående af 'Morten hin Røde', 1945, 'Den fortabte Generation', 1948 og den ufuldendte 'Jeanette' fra 1957 møder vi nemlig igen Pelle. Men her har Pelle forladt den socialistiske sti og er gået samme vej som mange socialister før ham – han er blevet en socialdemokratisk pamper, der først og fremmest lever for magten. Pelle endte således alligevel i en dystopi og dermed som et billede på Nexøs skuffelse over socialismens skæbne i Danmark.

Hvor skal man begynde
Selvom Nexøs ideologiske projekt på mange måder kan forekomme forældet i dag, er der absolut grund til at stifte bekendskab med hans forfatterskab. For det første skriver han med en enorm indfølelse og detaljerigdom, og for det andet står hans bøger som gedigne samfundsskildringer af en tid og først og fremmest en klasse, der kun sjældent var beskrevet, da værkerne udkom. Endvidere giver Nexøs politiske lidenskab, om man er enig med ham eller ej, bøgerne en ild og en intensitet de aldrig ville have fået, hvis forfatteren ikke havde noget på hjerte. Dette ses tydeligst i 'Pelle Erobreren' og 'Ditte Menneskebarn', samt i Morten hin Røde-triologien, der giver et stærkt billede af arbejderklassens kamp fra 1877 og frem. Samme engagement i arbejderklassen ses i romanen 'Midt i en Jærntid' fra 1929, der fremviser kapitalismens indbyggede destruktionsdrift, i  novellesamlingen 'Af Dybets Lovsang', 1908 og i novellen 'Dukken' (1916), der er inspireret af den sociale nød bland arbejderne på en tysk dukkefabrik.

Hvis man er interesseret i det nære er hans novellesamling 'Bornholmer-Noveller' ligeledes oplagt. Her møder man sære, sørgelige og stærke eksistenser, der tegner billedet af et lille samfund i Danmarks yderkant. Også Nexøs eget liv var interessant og i 'Erindringer', der udkom fra 1932-39 følger man forfatterens egen vej fra samfundets bund til socialt og politisk engageret forfatter. Denne historie er ikke mindre fyldt med kampe og drømme end hans skønlitterære fortællinger.

Skrevet af Cand. mag. Sidsel Sander Mittet
 

 

Materialer