Mette anbefaler spændingsserien om Wolf Girl!

01.08.23
Pigen Gwen er flygtet fra krig og skal lære at overleve i vildmarken. Heldigvis har hun gode venner i en flok dyr.

Ahn Do har skrevet en formidabel spændingsserie om pigen Gwen, der sammen med sin familie må flygte fra krig. Hun kommer under flugten væk fra sin familie og må overleve ved at samle mad fra forladte biler. Undervejs får hun nye venner – en hundeflok og en ulvehvalp, som hun lærer at overleve sammen med.

Hvad handler bogen om?

Vi følger Gwen tæt og sammen med hende er man som læser bekymret for, hvad der er sket med resten af familien og verden. Langsomt hører vil lidt mere om, hvad det er for en krig der er i gang, men står sammen med Gwen og skal stykke hændelserne sammen af små bidder. Det fungerer rigtig godt, netop fordi handlingen udvikler sig i et tempo hvor man næsten kan mærke de udfordringer, Gwen møder. Hendes tætte venskab med dyrene får os også til at mærke hendes ensomhed og savn efter familien, og måske er det netop dyrene der giver Gwen kræfter til at kæmpe for overlevelse.

Hvor mange bind findes i serien?

Indtil videre er de 2 første bind oversat til dansk, men på engelsk er nr. 9 netop udkommet – mon ikke, vi kommer til at høre mere til Gwen?

Hvilken aldersgruppe passer bogen til?

Serien er mest til 9-12-årige, men ældre læsere kan også være med da tempoet og spændingen er helt i top.

Materialer