Valentinsdag - de bedste romancebøger til vores unge læsere

14.02.24
Valentinsdag får ikke lov til at glide forbi uden en hilsen fra dit lokale bibliotek. Som en helt særlig gave fra os, har vi selvfølgelig samlet de bedste romancebøger til vores unge læsere.

Her er vores anbefalinger af bøger, der får dit hjerte til at banke lidt hurtigere. 

”Denne gang er det ægte”

”Denne gang er det ægte” (2023) af Ann Liang

Eliza er 17 år, bor i Beijing og er rigtig god til at skrive. Måske lidt for god. Hun skriver nemlig et rørende og medrivende essay om at være forelsket. Så medrivende, at essayet ender med at gå viralt, men der er bare ét problem: Eliza har faktisk slet ikke været forelsket. For at skjule sin hemmelighed bliver hun nødt til at alliere sig med skuespilleren Cas Song, der viser sig også selv at gemme på en hemmelighed.

”Denne gang er det ægte” er en sand rom-com, hvor man hepper på søde og ambitiøse Eliza, der for intet i verden vil fanges i hendes egen løgn.

Anbefales til unge mellem 13 og 16 år.

”Kendiscrush”

”Kendiscrush” (2023) af Kirsti Kristoffersen

De fleste piger har på et eller andet tidspunkt drømt om at opleve dét, der sker for vores hovedkarakter Karoline. På en ellers kedelig campingferie med sin mormor møder Karoline den søde Mathias. For Karoline udvikler mødet sig til en stor forelskelse, som ikke skal vise sig at være let. Mathias er nemlig pænt kendt og Karoline er langt fra den eneste pige, der er forelsket i Mathias.

Bogen er den første i serien og anbefales til unge mellem 12 og 16 år.

 

”Slik eller ballade”

”Slik eller ballade” (2023) af Sofie Amalie Laulund

Måske er du ikke typen, der putter sukkerknalder i din te og foretrækker din romance med lidt bid i. Så tør jeg godt love, at denne bog kan give dig ballade. Hovedpersonen Emilie tager sin mission til årets halloweenfest meget seriøst. Hun vil score Hugo, og derfor er hun da også mødt op i brudekjole og ansigtsmaling. Men selvfølgelig går intet som forventet og aftenen byder pludseligt på mere gys end kærlighed.

Bogen er både medrivende og sjovt skrevet.

Anbefales til unge mellem 11 og 15 år.

”I min blinde vinkel”

”I min blinde vinkel” (2022) af Line Wenzel

Ikke kun en kærlighedsroman, men en historie om at være ung og stå overfor nogle svære valg. Vi møder Katrine, der har høje ambitioner om at komme ind på jurastudiet, men føler sig helt ved siden af, da hun endelig starter i gymnasiet. Hun synes, at undervisningen er kedelig og hun finder egentlig mest glæde i ting, der ligger udenfor skoletiden. Da hun forelsker sig i tømrelærlingen Thomas, hjælper han hende med at opdage, at man ikke behøver at være en 12-talspige og få en lang uddannelse.

En rørende bog, der fint sætter de svære valg, unge står overfor, i perspektiv.

Bogen anbefales til unge mellem 14 og opefter.   

 

”Den vigtigste rolle”

”Den vigtigste rolle” (2023) af Sinus Reuss

William er typen, der er vant til at få, hvad han vil have. Derfor er det også svært for ham at sluge, at Michael, der har et rygte for at være ret kynisk, har fået hovedrollen som prinsen i skolens teaterstykke. William vil selvfølgelig ikke gøre det til en dans på roser for Michael, så han melder sig til at spille overfor ham i rollen som prinsessen. Dét valg skal vise sig at gøre alt mere kompliceret. Nu skal William forholde sig til fordomme fra alle omkring ham samtidig med, at han lærer nye sider af Michael at kende.

Bogen er en rørende og tankevækkende fortælling, og er det rene guf, hvis man elsker Heartstopper-serien.

Bogen anbefales til unge i alderen 13 til 16 år.

”Klar til kærlighed: find rundt i følelser, flirt og forelskelse”

”Klar til kærlighed: find rundt i følelser, flirt og forelskelse” (2019) af Stine Bødker

Måske er du klar til kærlighed, men er du også klar til at date? Her bliver du klædt godt på, når Stine Bødker sætter dig godt ind i emner som f.eks. flirting og dating for begyndere.

Bogen byder også på råd fra andre unge, der deler ud af deres egen datingerfaring.

Bogen anbefales til unge mellem 14 og 16 år.   

Tekst og anbefalinger: Regitze Andersen